Tryg bortskaffelse af gammel radioaktiv kilde hos Carlsberg Research Laboratory
Carlsberg er ikke kun kendt for øl i verdensklasse, men også for en stærk tradition for forskning og innovation. I hjertet af København, nærmere bestemt i det historiske Carlsberg-kvarter, ligger deres forskningsfaciliteter omgivet af brostensbelagte gader og de ikoniske elefanter ved Elefantporten. Her arbejdes der med alt fra ingrediensudvikling til avanceret analyseudstyr, og det var netop i dette miljø, at en radioaktiv kilde dukkede op under en oprydning i et ældre laboratorieafsnit.
Udfordringen
Carlsberg ønskede at afskaffe den fundne kilde på forsvarlig vis. Den havde ligget ubenyttet i mange år, og der var behov for at vurdere, om der var en sundhedsfare, og hvordan kilden skulle håndteres korrekt og lovligt. For at kunne sende kilden til dekommissionering gennem Dansk Center for Nukleart Affald i Roskilde (DEKOM) krævedes dokumentation af blandt andet dosishastighed og vurdering af isotoptype.
Vi bistod Carlsberg ved at foretage de nødvendige målinger og udarbejde en målerapport, som DEKOM skulle bruge til at modtage kilden. Vores arbejde sikrede, at Carlsberg kunne komme videre med processen – og med ro i maven.

Løsningen
Vi indledte samarbejdet med en grundig dialog, hvor vi modtog billeder og oplysninger om kildekapslingen og dens placering. Det gav os et solidt forhåndskendskab og gjorde det muligt at forberede relevante målinger og vurderinger, inden vi ankom på stedet:
- Vi gennemførte præcise målinger af stråleniveauer omkring den radioaktive kilde
- Virksomheden modtog en rapport med dosismålinger
- Generel rådgivning og dialog omkring risici i forbindelse med håndtering af kilden.
Alt dette skabte tilsammen en tryghed omkring en ellers uvant situation for Carlsberg.
Vi hjælper dig helt i mål
Står du med udstyr, hvor strålingen skal måles, eller er i tvivl om lovkravene? Lad os hjælpe jer med at få styr på både målinger og myndighedskrav.
Du sparer kostbar tid og får brugbar viden der skaber tryghed
Det siger de om samarbejdet
“Tak til Dansk Strålebeskyttelse for professionel løsning af opgaven gennem god dialog, effektiv eksekvering af målinger og hurtig afrapportering”
– Søren Knudsen, Principal Scientist, Carlsberg Research Laboratory